Lars Onsager | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 27. november 1903 Christiania, Norge |
Død | 5. oktober 1976 (72 år) Coral Gables, Florida, USA |
Gravsted | Grove Street Cemetery |
Bopæl | Oslo |
Barn | Erling Onsager |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Norges tekniske højskole (1920-1925), Yale University |
Medlem af | Royal Society (fra 1975), Kungliga Vetenskapsakademien, National Academy of Sciences (fra 1947), American Academy of Arts and Sciences, American Philosophical Society med flere |
Beskæftigelse | Universitetsunderviser, fysiker, teoretisk fysiker, kemiker, ingeniør |
Fagområde | Fysisk kemi |
Arbejdsgiver | Eidgenössische Technische Hochschule Zürich (1926-1928), Universiteit Leiden (fra 1969), Johns Hopkins University (fra 1928), Yale University (fra 1933), Brown University (til 1933), University of California, San Diego |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Æresdoktor (1954), Foreign Member of the Royal Society (1975), Josiah Willard Gibbs Lectureship (1964), Rumford Prize (1953), Medlem af American Physical Society med flere |
Signatur | |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Nobelprisen i kemi 1968 |
Lars Onsager (født 27. november 1903 i Kristiania, død 5. oktober 1976 i Coral Gables i Florida) var en norsk-amerikansk videnskabsmand i fysisk kemi. Han modtog Nobelprisen i kemi i 1968.
Onsager havde sin uddannelse fra NTH i Trondheim. Fra 1925 arbejde han tre år som assistent for Peter Debye ved Eidgenössische Technische Hochschule (ETH) i Zurich før han flyttede permanent til USA i 1928. Her arbejdede han ved Johns Hopkins University i Baltimore, Maryland og ved Brown University på Rhode Island før han endte ved Yale University hvor han arbejdede frem til han blev pensionist i 1972.
Mens han arbejdede ved Brown, udviklede han en statistisk analyse af diffusion, som senere blev kendt som Onsagerrelationen. Den første version kom i 1929 mens det udvidede ligningssæt blev publiceret i 1931. Relationen blev overset i mange år, men blev gradvis mere og mere kendt efter 2. verdenskrig. I 1968 fik han Nobelprisen i kemi for dette arbejde.
Onsager var kendt som en fremragende teoretiker, men som en dårlig forelæser. Selv doktorgradsstudenter havde problemer med at forstå hans forelæsninger.[kilde mangler]